Personlige værdier

Mine grundlæggende personlige værdier er mine pejlemærker og mit kompas, når jeg er i tvivl. De værdier jeg nævner her, navigerer jeg efter privat og professionelt men de er ikke ekskluderende for andre værdier eller andres værdier.

Hvis jeg fremstår som en dydig, ærbar, og renskuret person kan jeg forsikre dig om, at det ingenlunde er tilfældet.

vaerditop

Troværdighed

Det er vigtigt for mig, at jeg bliver opfattet som en troværdig person. Troværdighed for mig betyder, at man gør det man siger og omvendt. At man holder hvad man lover og ikke lover mere, end man kan holde. Og at man kan stå inde for sine udtalelser. At være troværdig er noget man kun beviser gennem sin adfærd.

- Eksempel: Jeg kommer ikke med påstande uden en sikker kilde. Når jeg anbefaler kunder en bestemt løsning er det fordi, jeg selv er overbevist om, at det er en god løsning. Jeg påstår ikke det er den eneste løsning, og jeg kan også tage fejl. Men jeg anbefaler kun løsninger, jeg selv ved virker og kan stå inde for. Gør alle ikke det? Nej – når vi taler om f.eks. SEO eller bannerreklamer, findes der en del løsninger i den absolutte gråzone. Dem holder jeg mig fra.

Ansvarlighed

Jeg værdsætter ansvarlighed. Det betyder for mig, at jeg påtager mig ansvar for mine opgaver, men også for konsekvenserne af mine handlinger. I praksis betyder det, at jeg afslutter det, jeg har påbegyndt og hvis dette ikke er muligt, sørger jeg for en alternativ løsning.

- Eksempelvis havde jeg som selvstændig en stor kunde, som jeg ikke havde tid til. Jeg havde en underleverandør, som arbejdede for mig i nogle måneder og som havde en væsentlig del af de kompetencer, som min kunde har brug for. Da jeg opsagde kontrakten, anbefalede jeg min underleverandør og fulgte op efterfølgende hos begge parter for at sikre mig, at det nye samarbejde fungerede.

Positivitet

Jeg tror på, at vi påvirker hinanden gennem vores ord og adfærd. Jeg mener derfor, at det er vigtigt at udtrykke sig positivt og bruge smil og godt humør – til tider kan galgenhumor og selvironi selvfølgelig være nødvendigt. Derimod er jeg stor modstander af brokkeri, uanset om det er over vejret, regeringen, chefen eller kunderne.

Flid

Talent er skønt, men flid får tingene til at ske. Jeg har netop læst en anmeldelse af en bog, der handler om de 10.000 timer, der skal til for at få succes. 10.000 timer svarer til, at man træner 4 timer hver dag i 10 år. Et andet ord for flid er arbejdsomhed. Men når nu Don Ø bruger ordet flid, så kan jeg vel også (ingen sammenligning overhovedet i øvrigt).

Arbejdskultur & motivation

Jeg trives i et miljø med højt fagligt niveau, professionalisme og vilje til at gå den ekstra mil. Visionen sikrer vi holder kursen, missionen at vi har hjertet med og rammerne, at motivation og faglighed understøttes gennem vedvarende læring, vidensdeling og innovation.

Læg en kommentar