Specialist-CV; indforstået, rodet eller for kort

Det rodede CV

Ved første øjekast ligner CV’et noget, der groft sagt, er kastet ind med en skovl.”Bare man kan teknikken, så pyt med, hvordan det ser ud” synes at være filosofien bagved CV’er af denne type.

Der er hverken tænkt på kolonner, indrykninger, der skal flugte ned over papiret eller på at organsisere informationen, så det er nemt at danne sig et overblik.

Der er sågar nogle, der copy-paster CV’et ind i mailen i troen på, at indhold er langt vigtigere end indpakning.

Risikoen ved denne laissez-faire holdning er:

  • Førstehåndsindtrykket er sjusket. Og du risikerer derfor også at blive vurderet som sjusket eller en, der skærer hjørner.
  • Uanset, hvad du arbejder med indenfor IT er ’sjusket’ ikke en ønskværdig karakteristika. Du sætter din troværdighed over styr ved ikke at sørge for en pæn opsætning.
  • Ville du i øvrigt acceptere, at din webside så ud som dit CV?
  • Man kan ikke gennemskue dine fortræffeligheder på 5 minutter (selv om man gerne ville).

Anbefaling:

  1. Vis, at du kan din IT – også tekstbehandlingsprogrammer.
  2. Når dit CV ser pænt og velstruktureret ud, virker det langt mere troværdigt, når du skriver, at du er en dygtig koder, at du har styr på netværksopsætning osv.
  3. Tænk på, hvor lille fejlmargen, du normalt har, når du arbejder med dit fag.
  4. Har du bare en gang i dit CV nævnt ordet ‘design’, så fanger bordet; Du kan ikke nøjes med at skrive det, du skal også vise det.

Det indforståede CV

Hvis dit CV er proppet med tekniske termer og ”tre-bogstavs-ord” og dine IT-kompetencer er opremset uden særlig hensyn til, hvad du kan bruge dem til, hvor godt du berhersker dem eller hvorfra du har din erfaring, så har du lavet et indforstået CV.

CV’et kan (til dels) forstås af andre indenfor branchen, eller snarere indenfor netop dit fagområde. Og det er måske netop baggrunden for, at du gør det så teknisk som muligt: For at dupere eller imponerere ligesindede eller for ikke at kede dem med unødige forklaringer og detaljer.

Risikoen ved at agere indforstået er:

  • Dit CV forstås ikke af modtageren, fordi vedkommende ikke kender dit fagområde. F.eks. ved han ikke, at netop det program, du nævner kan erstatte det program, som virksomheden selv benytter og derfor efterspørger.
  • Eller dit CV vurderes af en personalekonsulent, der kender meget lidt til IT-området.


Du bliver derfor stemplet  som ’nørd’
– og det er ikke længere nogen efterspurgt egenskab. Tværtimod søger de fleste virksomheder IT-medarbejdere, der kan kommunikere med resten af personalet, og som er klar over, at teknologien er et middel til at nå et mål.

Anbefaling:

  1. Start med at strukturere dine IT-kompetencer. Regn ikke med, at alle kender alle de programmer og IT-værktøjer, du kender. Skriv evt. hvilke tilsvarende programmer, de er relateret til.
  2. Lav overskrifter for hver gruppe af værktøjer eller disciplin, du kender. F.eks. ’Databaseadministration’, ’programmering’, ’webdesign’ og sæt så programmerne ind under de respektive emner.
  3. For hver kompetence, eller hvert program, så skriv, hvor godt du berhersker det. F.eks. om du er rutineret, erfaren osv.
  4. Du kan i stedet for vælge at gruppere dine kompetencer efter, hvor godt du behersker dem. Sæt de kompetencer øverst som du er bedst til.
  5. Til sidst giver du eksempler på, hvad du har lavet og/ eller, hvad du kan lave med de enkelte programmer.

Det sparsomme CV

Denne type er en anden variation af det indforståede CV. Her består det indforståede i, at tidligere job kun forklares nødtørftigt med en jobtitel og arbejdspladsens navn. Og det overlades til læseren at regne ud, hvad personen egentlig kan.

Risiko ved at spare på ordene og oplysningerne:

  • Man kan ikke se, hvad du har udrettet, eller hvilken forskel du har gjort som medarbejder. Med en ’Det kan de vel selv regne ud’-holdning risikerer du, at de selv regner den ud – bare ikke til din fordel. De budskaber, du vil have frem, skal du selv sørge for at få frem.
  • Er den jobtitel, du bruger alment kendt?
    Især i dot-com-firmaer blev der benyttet stillingsbetegnelser, der ikke kendes andre steder fra. Find en titel på mere jævnt dansk, eller forklar, hvad titlen indebærer.

Anbefaling:

Beskriv for hvert job

  • Hvad var dine vigtigste arbejdsopgaver og ansvarsområder.
  • Hvilken forskel gjorde du i dit job? Hvem var dine projekter til fordel for?
  • Fortæl lidt om virksomheden
    - Var der 5 eller 500 medarbejdere
    - Var den privat eller offentlig
    - Var den en del af en international koncern
    - Hvor stor var din afdeling og hvem refererede du til

Læg en kommentar